Dette skriv ledsagede sommeren 2009 et dobbeltopslag med New York-skitser i Nordjyske Stiftstidende:
Sommerskitser fra The Big Apple
Der ligger Cafe Wha! Jeg er lige gået ud af Washington Square Park og er drejet ned ad MacDougal Street og befinder mig nu i hjertet af Greenwich Village – et af New Yorks mange unikke bykvarterer. Og der er det, et af rockmusikkens legendariske steder, der har overlevet siden slut-tresserne. Her fik Jimi Hendrix skudt gang i karrieren før det egentlige gennembrud i England, og Bob Dylan spillede dér et af sine første jobs, da han opfyldt af talent og selvtillid kom til New York som 20-årig. På den anden side af blokken i 130 West 3rd Street finder jeg Fat Black Pussycat og lidt længere henne i Bleecker Street er The Bitter End – andre magiske spillesteder for enhver Dylan-freak.
Det er altså ikke blot for at foretage denne lille historiske Bob-Village-Walk, jeg er kommet til New York, men den er et godt påskud for en tur rundt i Greenwich Village med de lave bebyggelser – meget lavere, når man tidligere på formiddagen har vridt nakken af led oppe i Midtown i forsøget på at rumme det enorme omfang af Empire State Building, Rockefeller Center osv.
Jeg opfylder langt om længe et mangeårigt ønske om at opleve The City That Never Sleeps. Suger til mig og henter inspiration. Og New York er STOR på alle måder. En smeltedigel af mangfoldighed, hvor det multikulturelle hverken er et nymodens begreb/problem, men netop en præmis for hele byens opståen og udvikling. Ikke at livet i The Big Apple syner problemløst. F.eks. møder man overalt de hjemløse (langt de fleste sorte), der kryber sammen på gadehjørnerne. Det officielle tal er ca. 38.000, så man må forvente, det er meget højere samt i kraftig stigning på grund af den globale finanskrise, hvis negative konsekvenser er langt voldsommere ”over there” end her – det store samtaleemne i taxaerne og på barerne.
Og jeg gik og jeg gik og jeg gik. Subwayen fungerer fint og en Yellow Cab er ret billig, men skal der virkelig sanses, og dét skal der, så må sandalsålerne slides tynde – fra Ground Zero til Harlem. Skønt absolut overvældende føles det helt hjemligt – man har set stederne så ofte på tv og på film, og Danmark er et meget amerikaniseret samfund.
Selvfølgelig skulle jeg 4. juli om aftenen også opleve Uafhængighedsdagens enorme fyrværkeri. Det trak så enorme menneskemængder ned til Hudson River, at politiet afspærrede de tilstødende gader. Egentlig var det meget kaotisk, og mange gik mere eller mindre glip af det, der i år vist var et af verdens hidtil største fyrværkerier, men der var ingen brok og ballade. Tolerante, hensynsfulde og tålmodige accepterede folk situationen. Da de enorme menneskemasser atter var væk fremstod gaderne stadig rene – lur mig om de herhjemme ikke ville have flydt i affald og glasskår!
I Chelsea ligger gallerierne tæt og jeg fik et ordentlig skud kunst suppleret af bl.a. Museum Of Modern Art og dets filial PS1, og i kvarteret Williamsburg i Brooklyn blev jeg yderligere updated mht byens unge kunst- og rockscene. Indimellem nydes den lidt mere stille puls i Central Park (husk Strawberry Fields – det smukke mindesmærke for John Lennon)…men overalt fik jeg fotograferet og tegnet.
Med focus på den menneskelige mangfoldighed i byen har jeg tegnet skitser af…den cool New-York-Doll, af den hjemløse, den travle forretningsmand med mobilen, den spisende, den on-the-go-snakkende, rastafarien, den skate-dansende, den gadehandlende i Chinatown, den overvægtige joggende, den hasidiske jøde, af musikeren i parken…af New Yorkeren.
Nils Sloth, juli 2009