Midt i corona-tiden fik jeg en god opgave med udførelse af en maleriudsmykning til Aalborg Lærerforening. Udsmykningen består af 12 lærreder i små og store størrelser sat sammen til fire enkeltværker hver bestående af tre lærreder. Hovedinspirationskilden i motiverne er taget fra skoleverdenens mere illustrative fag som biologi og geografi – planter, dyr og lande etc. Der trækkes mange tråde tilbage i skolehistorikken til plancher, udstoppede dyr, kridttavler og de analoge tider generelt. Dertil motiver der supplerer med inspiration fra leg, musik og anden læring… samt elementer der kan pejle lærergerningen og det faglige fællesskab – alt sammen fuldendt af inspiration på frihjul! Malerisk er resultatet blevet et saligt mix af mine her genfundne lidt ældre maleteknikker blandet med helt nye touch og med motivisk fokus på det mere narrative maleri, som jeg ikke har dyrket så meget de senere år. Malerierne er meget stoflige bygget op af mange lag og skal selvfølgelig helst ses live. Måske der kan arrangeres en live-kigge-event når coronaen er dampet af. Jeg mangler også at få affotograferet værkerne på åstedet.
Aalborg Lærerforening har til huse i Ryesgade 62, der senest lagde rum til Nordjysk Musikkonservatorium. Før det husede bygningerne den hedengangne Ryesgade Skole, og Lærerforeningen bebor nu den tidligere gymnastiksal.