August / September 2010



Det 5 x6 meterstore relief bestilt af C.W. Obel Ejendomme til en af foyererne i CWO Huset på C. A. Olsen Gade i Aalborg blev i vanlig godt samarbejde med Zink Skilte monteret i ugens løb op til afsløringen fredag d. 10. sept. Det skete i forbindelse med en reception afholdt af Aalborg Tekniske Gymnasium i forbindelse med at deres HTX-afdeling netop har etableret sig i de nye lokaler.
Det er blevet et værk af tiden – formerne er skabt digitalt og defineret i vektorgrafik, for dernæst at blive udstanset i forskellige tykkelser opskummet pvc med folie og print. Værket skildrer i klare farver en dialog mellem to fabulerende skikkelser – og mon ikke de nærmer sig hinanden…ordet YES antyder i hvert fald muligheden i værket, der forhåbentlig kommer til at sprede god power til de mange brugere af huset.

Stor tak til C.W. Obel Ejendomme for opgaven – og for bestillingen af yderligere to relieffer til de to andre trappehalls i byggeriet!

Det store maleri til EUC-Nords nye hovedindgang i Hjørring er netop blevet afsløret af undervisningsminister Tina Nedergaard. Maleriet på 2 x3 meterbærer titlen ”Carpe Diem” fulgt af undertitlen ”Excellent Unique Canvas”, der således er kunstnerens selvironiske bud på hvad EUC i denne sammenhæng står for…og hvad de mange daglige iagttagere forhåbentlig synes om billedet! Maleriet er bestilt af EUC-Nords direktør A. Neil Jacobsen, der har været meget engageret i maleriets tilblivelse. Kompositionen, der bæres af store og mindre cirkelslag med focus på mennesket, tolker stedets mangfoldighed af uddannelser med mange bolde i luften…grib boldene – grib dagen!

Herunder er først fanget sekundet før afsløringen, dernæst en opstilling af undertegnede, A. Neil Jacobsen samt undervisningsminister Tina Nedergaard, og derunder ses billedet i fuld figur sammen med den talende kunstner.

De tre værker skabt i samarbejde med elever på Kærbyskolen til muren ud for skolens hovedindgang i Aalborg blev afsløret d. 20. august:


For Familie- og Beskæftigelsesforvaltningens Kunstforening i Aalborg Kommune skal jeg udføre årets kunsttryk i form af 350 grafiske blade til aflevering 1. dec.

Dette års udgave af bogen “101 kunstnere” er i boghandelen 1.september. Undertegnede er med i bogen, der “…giver et bredt overblik over, hvad der rører sig på den danske kunstscene uanset køn, alder, uddannelse eller arbejdsområde”, som det hedder i pressematerialet. Redaktør: Tom Jørgensen. Pris: Kr. 198,-