April 2003

Mit Åbent atelier arrangement i påsken sluttede efter 4 gode dage.
Her et par fotos fra påskens udstilling:

UDSMYKNING AF AALBORG STADION


Eksempel på del af udsmykningen i stadions Sportscafe (billedmanipulation).

D. 11. april blev det offentliggjort at jeg har vundet en konkurrence om udsmykning i Aalborg Stadion.
Jeg glæder mig meget til at komme igang med at udføre projektet, der omfatter mange forskellige elementer i forskellige materialer.
Udsmykningens færdiggørelse bliver planlagt i løbet af maj måned.

Udgangspunktet for alle dele af udsmykningen er kroppen i bevægelse med focus på selve fascinationen af rytmen, kraften og energien i den aktive krop – specifikt spejlet i fodboldspilleren.
Den runde, den kantede, den elegante, den rå, den maskuline, den feminine…der er mange temperamenter på banen…her er de på væggen! Som basis for en kunstnerisk bearbejdning, hvor kroppene vrides og tolkes – med et stænk af humor. Reglerne på banen er tilsidesat for elementære billedkunstneriske overvejelser om den dynamiske krop i forenklede fladekompositioner.

Stadions konsekvente æstetik i beton og hvide/sorte flader tilføjes i mit forslag en klar og farvestærk, men enkel kunstnerisk udsmykning. De fleste elementer i udsmykningen tænkes udført i nutidige, moderne materialer som folie påført mere eller mindre direkte på væg. Dertil som et ekstra raffinement partielle elementer i relief med folier på udstanset 18 mm. opskummet pvc. Folieløsningen er relativ billig, den bærer et tidstypisk udtryk i sig, der også er interessant i en kunstnerisk kontekst.
Et enkelt element udstanses i aluminium, et andet tænkes udført som maleri.


E
t andet eksempel fra udsmykningen, her i foyeren (billedmanipulation).


Skitse til figurelement der binder foyeren sammen med Sportscafeen.