I kølvandet på mit tegneprojekt STREGER (se mange af tegningerne her) udgav jeg i 2007 en bog, der dokumenterede de mange tegninger fra Aalborg. Til udgivelsen skrev jeg følgende indledende tekst:
Ord med på vejen
»Hej, hvad synes du om den her?«, spurgte jeg og lagde den lille portrætskitse på bordet foran ham. »Den er da sjov, hvad skal du have for den«? Hele min sydfynske barndom tegnede jeg som besat. Og det fortsatte naturligvis, da jeg som ung blev uddannet tegner/grafiker i København. Det var inden jeg kom i gang med maleriet og siden henlagde det meste arbejde til atelieret. Dengang tegnede jeg overalt, tegnede hvad jeg så, om det så var i skov eller ved strand, i teatret, på den hedengangne storebæltsfærge, på Christiania, på gadehjørnet, fra en bænk ved Peblingesøen – eller på et værtshus. Pengene var små, så det hændte jævnligt, at jeg satte mig ved et bord og udvalgte et godt offer, hvis karakteristika hastigt blev fanget på papiret, hvorefter ovenstående dialog fandt sted. Svaret var oftest, at den kunne han da få for en Guld Tuborg (der var ikke så mange gode øl dengang), og da makkeren med den store næse overfor og blondinen ved nabobordet også gerne ville tegnes, så var den aftens bytur reddet. Samtidig med at iagtagelsesevnen blev skærpet, og tegneevnerne blev udviklet.
Det var i starten af 80’erne. Jeg gik på Linien for tegning og grafik på Skolen for Brugskunst. Bag det lidet skønne navn gemte sig såmænd en ganske udmærket skole, hvor det i sjælden grad var muligt at focusere på netop det at tegne. Jævnligt tog jeg på ture rundt i landet sammen med mine gode medstuderende Michael Petersen og Jørn Villumsen. Da var det ofte vandfarverne, vi udfordrede. På kolde vinterdage i Gudhjem balancerede vi penslen med et kluntet greb gennem den tykke vante, mens vi kom gin i vandet, for at strøget overhovedet kunne afsættes. Iskrystallerne bredte sig i den højtliggende ultramarinblå horisont på det opspændte akvarelpapir.
En anden god kammerat, Jørgen Kamuk, var i lære som bådebygger i Hvide Sande, hvor han havde bygget en skurvogn og placeret den i et lille fiskerleje ved fjorden. Der boede han idyllisk på bedste nybyggervis og tog ofte imod mine besøg, når jeg rekreerede fra storbyen. Det var bl.a. der, jeg via de utallige tegninger og akvareller jeg udførte af vandet, kutterne, fiskerskurene, bundgarnspælene, himlen, fiskene og fiskerne, fik mere styr på farve, komposition, størrelser, kontrast og rytme.
Villumsen, der i dag er tegner på Politiken, var god til at skaffe billetter til forpremiererne på teatrene. Så sad vi på første række og tegnede løs i mørket sammen med Hans Bendix og co. Måske var Jeppes ansigt på bjerget godt fanget dér, men kroppen var bedre på et andet ark. Så kunne man klippe og klistre bagefter. Nu
bruger jeg ofte tilsvarende collageteknikker på computeren.
På skolen var jeg meget optaget af croquistegningen. Tidligt læste jeg, om de rørpenne Van Gogh og Rembrandt havde brugt. Sådan nogen måtte jeg også have, og siden har mine hjemmeskårne bambuspenne været mit foretrukne tegneredskab (de er også gode til at kradse piben ud med). Dyppe i sort blæk og se den organiske streg fange modellens bevægelse. Gennem alle årene har jeg jævnligt tegnet diverse illustrationer til bøger og blade. Også der er bambuspennen det uundværlige remedie.
Sammen med Michael Petersen, der disse år arbejder som grafiker i København Zoo, lavede jeg en lille sjov bog om næsehornets liv og levned. Næsehornet blev også udgangspunkt for en smalfilm, vi lavede (det var før videokameraet), og vi byggede et næsehorn i naturtro størrelse i papmache som aktør i en teatralsk performance. Man må ikke være alt for tykhudet – jeg skrev mig bag øret, at nysgerrigheden hele tiden skal stimuleres, og der er er så mange udtryksformer, der skal undersøges. Folk skal stadig blive overraskede indimellem og tænke »hvad har han nu gang i, nu kan vi næsten ikke kende ham«.
Men det må sørme aldrig gå ud over fordybelsen. De senere år har mit daglige arbejde med maleriet, grafikken og diverse udsmykningsopgaver ikke levnet megen tid til »bare at tegne«. Tegningen er der hele tiden, men mere som et skitseredskab til malerierne, hvis indhold nok er funderet på noget set, men oftest skabes i et andet billedsprog af meget mere fabulerende karakter. På flere nylige rejser til bl.a. Cambodia, Laos, Marokko og Andalusien sammen med grafikeren og fotografen Henrik Bøegh, har jeg nydt at være ude af atelieret, væk fra lærreder og computer, med tid, rum og lyst til at dyrke iagttagelsestegningen, som jeg bl.a. gjorde i årene i København. Tegningen er til hver en tid en intens måde at se og opleve på.
I november 2005 åbnede jeg mit eget værkstedsgalleri Artbreak Hotel i Rantzausgade i Aalborg. Det er interessant og udfordrende at have sit eget sted. Man er synlig, og det åbner mulighed for indimellem ret så spontant at gennemføre anderledes projekter… og det skal ikke alt sammen gå op i køb og salg. Så af mange gode grunde fik jeg ideen til at bruge en måned på at skildre Aalborg i et tegneprojekt. Se byen med andre øjne end i min daglige færden.
Dagligt udførte jeg i august 2006 minimum tre tegninger rundt omkring i Aalborgs byrum og viste dem undervejs i galleriet. Store tegninger, små tegninger, tegninger af mennesker, tegninger af steder, tegninger der registrerede, tegninger der fabulerede, tegninger der kommenterede, tegninger der tolkede, tegninger i sort/hvid, tegninger i farver…alle mulige tegninger, men alle sanset »live« på papir i Aalborgs byrum ude såvel som inde.
Tilsammen er de mange tegninger blevet et personligt, men forhåbentlig alment interessant tidsbillede af Aalborg denne augustmåned i 2006. Ikke at jeg har forsøgt at få »alt« med…slet ikke. Gængse turistmæssige highlights kigger man også mere eller mindre forgæves efter. Der var ikke noget planlagt program for, hvad jeg skulle tegne dag for dag. Dagens motiver var i høj grad afhængig af bl.a. vind og vejr og dagens øvrige gøremål – men netop deri lå der også en spontan ærlighed.
I 2001, da jeg udførte en ny turistplakat for Aalborg, så jeg også nærmere på byen. Det slog mig tydeligt dengang, at alle de motiver, jeg greb fat i som æstetiske fortællende genkendelige elementer i plakatbilledet, havde adskillige mange år på bagen. Håber disse snart bliver suppleret af nogle nye moderne pejlemærker af bærende kvalitet. Der er nok desværre en god grund til, at jeg på mine ture rundt i byen disse august-dage har focuseret mere på alle de gode mennesker i byen, end på de miljøer (eller mangel på samme), de agerer i. Som det fremgår i bogen, lykkedes det mig f.eks. ikke at forskønne Kennedy Arkaden, men jeg forsøgte da at bruge de mange distræte vejarbejder på bl.a. Boulevarden og langs havnen som en tegnemæssig udfordring – mens vi venter på en hyggelig og flot havnefront… og en voldsom reducering af den horde af busser der hærger Boulevarden.
Få et bind for øjnene og bliv placeret på en hvilken som helst gågade i en større dansk by, fjern bindet…og du aner ikke hvilken by du er i. Hvor er fantasien og identiteten dog blevet af? Og i august 2006 kunne man stadig ikke se den nye springvandsplads foran den ellers flot renoverede Toldbodsbygning…heldigvis! Så er der mere motiv og levet liv i ældre organiske åndehuller som Grønttorvet og Fjordbyen. Samt f.eks. Kildeparken på en god dag – når man har overstået gangtunnelens dunst og ophobninger af fastfoodemballager, flaskeskår og udblæste gratisaviser. Den Blå Festival fandt heldigvis sted i løbet af min tegnemåned, hvilket gav mulighed for gode streger af jazz-, blues- og rockmusikere og de mangfoldige tilhøreremed eller uden glas i hånden. Og i Zoo havde jeg sammen med mine to døtre en formidabel oplevelse sammen med fire små løveunger.
På en afsluttende finisering d. 1. september 2006 viste jeg det samlede resultat af tegnemåneden i en stor ophængning på Artbreak Hotel. Tegningerne blev nogenlunde grupperet under usynlige overskrifter som »havnen«, »Zoo«, »indvandrere«, »Blå Festival«, »udsigter fra atelieret«, »de kommenterende streger« og »gadeliv«. Et greb, der delvist bliver fulgt i bogen.
For at yde tegningerne størst mulig retfærdighed i forhold til bogens format, har jeg valgt at præsentere en del af dem i højformat, således at læseren indimellem bedes dreje bogen 90 grader. Originaltegningerne blev udført på forskellige typer papir i meget forskellige formater – den mindste måler 18 x 21 cm., de fleste er
meget større, og de største måler 78 x 106 cm. Tegningerne er udført med pen, blæk, tusch, diverse blyanter, pensel og akvarel.
Stor tak til vennerne der har streget og klattet sammen med mig gennem årene. Og tak til Spar Hvetbo og Aalborg Kommune for støtte til udgivelsen af denne bog. God tur.
Nils Sloth, maj 2007